Skyview

Torsdag d. 12.3.2015
Vi vågnede til en dejlig morgen, og gik ned for at spise morgenmad. Der var en overdådighed af forskellige ting til morgenmad, så vi fik spist et godt og solidt måltid. Herefter lagde vi os op på et par solvogne på skibet på 57. etage, og de næste timer gik med at nyde livet og udsigten over Singapores skyline fra denne store højde. Som Niels sagde: Her i Singapore ligger vi og ser på skyskraberne. Når vi ligger ved Vesterhavet, ligger vi og ser på bølgerne.

Først på eftermiddagen gik vi over i Gardens by the Sea, hvor vi gik op i restauranten i det højeste træ og fik noget frokost, hvorefter vi gik rundt i parken og så nogle forskellige temahaver. Det var lidt udfordrende at finde over i Gardens by the Sea fra hotellet, for, vi ville gå ad en gangbro, der er hen over vejen fra hotellet til haven, og det var lidt svært at finde, hvor den gik ud fra hotellet. Igen måtte vi konstatere, at det er et meget specielt indrettet hotel, som vi bor på.

Sidst på dagen gik vi ned gennem shoppingcenteret, for at finde stedet, hvors vandbussen lagde til. Vi sejlede ind til Clarks Quai, hvor vi idag fik mexicansk middag.
Så var det tid at vende hjemover og få lukket vore kufferter for sidste gang på denne ferie. Vi tog igen vandbussen tilbage under de farvestrålende broer. Marina Bay Sands lå flot og lysende for enden af havnebassinet, det ser virkelig imponerende ud, når man kommer sejlende over mod det. Der ligger heller ingen andre højhuse tæt ved, som kan tage noget af det imponerende ved bygningen. 
Flere gange medens vi gik og pakkede kuffert, gik vi i stå, fordi der var der flotte kulørte lysshow og musik på de høje kunstige træer i Gardens by the Sea, lige udenfor vort vindue, så vi måtte lige ud på altanen og se og høre det.

Så gik vi i seng på feriens sidste dag, inden vi skal tilbringe dagen i morgen sammen med Emiraternes fly.

- og nu sidder vi i lufthavnen i nogle bløde stole og venter på flyafgangen, blot en time efter at vi chekkede ud på hotellet. Alt er meget effektivt her i Singapore. 

Marina by the Bay.

Onsdag d. 11.3.2015
Lidt tunge i hovederne vågnede vi, og fik vores morgenmad nede i baren. Da vi havde pakket vore kufferter, gik vi om til Buddhatemplet med Buddhas tand. Det er et meget fint tempel, der ligger lige midt imellem alle de små kineserbutikker med krims krams til turisterne. Flot udsmykket var det, og inde i det største rum sad nogle præster sammen med ca. 50 personer. De læste på en messende måde højt fra nogle bøger. Bøgerne var på kinesisk, så vi vil ikke kloge os på, hvad det var, de læste. Det var ret facinerende og specielt at lytte til.

Tæt ved templet lå der en lille thebutik, hvor vi for et par dage siden havde aftalt, at vi kunne komme onsdag formiddag og smage noget the. Vi blev bænket ved et bord og så gik den kinesiske dame omhyggeligt igang med thebrygningen og serveringen, ledsaget af fortællinger om brygning, thesorter og meget andet. Vi fik smagt og købt, og en enkel lille fin thepot med en cikade på låget sneg sig også ned i posen. Sød og venlig var hun, og vi fik mange hilsner med på vejen ud af butikken med ønsker om god hjemrejse og held og lykke i fremtiden.

Så gik det tilbage til hotellet, for at få checket ud inden kl. 12.00. Vi var ikke nået ned i receptionen, da tlf på slaget 12.00 ringede, og vi fik at vide, at det var check ud tid. 
Så gik det i taxa ud til vort næste hotel, det er det store hotel Marina Bay Sands med ca 2561 værelser. Det er bygget med tre tårne, og øverst oppe på 57. etage ligger der et stort skib hen over de tre tårne. På dækket af skibet er der swimmingpool, tre restauranter, og skyggefulde træer og palmer med solvogne under. Det er et meget specielt bygget hotel, slet ikke lig andre hoteller i sin opbygning. Oppe på 18 etage fik vi et værelse på ca. 55 m2. Badeværelset er ca på størrelse med hele det værelse, som vi lige har haft i Chinatown de seneste to dage. Når vi forlader værelse har vi en plan over hotellet i tasken, for ellers farer vi vild. Fra vinduet på vort værelse kan vi på reden udenfor Singapore se i hundredvis af skibe, bl.a. flere Mærskskibe, og til den anden side er der i hundredvis af meget høje højhuse. 

Vi kan se ned til Gardens by the Bay, der er et stort grønt parkområde med udstillinger m.m. om bevaring af naturen, og bl.a. har nogle mange meter høje kunstige træer. Der er selvfølgelig adskillige restauranter i hotellet, og i forbindelse med hotellet er der bygget Casino, konferencehal, teatersal og shoppingområder. Lige ved siden af ligger et kunstmuseum, der ligner en stor lotusblomst. Alt er lavet supermoderne og kunstnerisk.
Det var begyndt at regne, men alt er overdækket, og med aircondition. Vi gik gennem det store shoppingområde med butikker med lækre og flotte mærkevarer til tusindvis af kroner,  Der er langt at gå i området, og vi går forbi mange, mange butikker med hundedyre varer, og ingen kunder i butikkerne, men ind i mellem må nogen vel forvilde sig indenfor, ellers kan der jo ikke blive penge til at betale huslejen, den er sikker ikke billig i sådan et komplex. Vi fortsatte videre over på kunstmuseet. Her så vi en sjov udstilling med nogle unge kunstnere. Hvad med en skulptur af en gul folkevognsboble, der er presset sammen til en rund kugle.

Vi fortsatte op på hotellets 57. etage i det, der skal forestille skibet på toppen af de tre tårne. Her kan man se ud over Singapores mange højhuse og de omkringliggende øer. Swimmingpoolen ser ud til at forsvinde ud over kanten af båden. Vi fik en forfriskning, og tog derefter et hvil på værelset, medens det klarede op i vejret og lysene blev tændt i byen og på de mange skibe på reden.

Da det blev aften, havde vi besluttet at spise sushi. Singapore er jo et sammenkog af mange forskellige nationalitet, hvilket vi også kan se, når vi spiser. Mandag spiste vi kinesisk, tirsdag spiste vi spansk og i dag onsdag spiser vi japansk. Da vi havde spist, kørte vi igen op til 57. etage på båden på taget. Her sad vi i den lune nat med en Singapore Sling, medens vi så ud på nattelysene. I det fjerne kunne vi se lyset fra en by i Indonesien, og flyene kom hele tiden ind over. Små både sejlede frem og tilbage til skibene på reden, søfolkene vil nok også gerne ind på land og have en Singapore Sling.

Zoo, Little India, druk og dans.

Tirsdag d. 10.3.2015
Vi fik ikke skrevet dagbog idag, da dagen endte med, at vi gik på druk og dansede til midnat.
Da vi vågnede, gik vi ned i hotellets restaurant/bar og fik vor morgenmad. Aldrig har vi spist morgenmad omgivet af så mange forskellige flasker whisky. Derefter gik det gennem Chinatowns småbutikker til en MTR (undergrund) for at finde linjen ud til Ang Mo Kio, hvorfra vi skulle videre med bus 138 til Singapore Zoo. Men der var strømafbrydelse på den linje, som vi skulle med, men vi fandt en anden linje, så vi endte ved den rigtige busstation. Snart kom vi med bus 138, og så gik det igennem Singapores nordlige beboelseskvarterer til Zoo. Vi ville se deres Riversafari. Fiskene og dyrene er opdelt efter hvilke af de store floder, de lever i, og vi kom bl.a. igennem Nilen, Yangtzefloden, Ganges, Mississippi, Amasonfloden og Mekong. Vi sejlede en tur på søen, og var også med en lille båd gennem deres Amasonflod, hvor vi så junglens dyr langs bredderne, og sejlede ned ad nogle små vandfald. Der var også et meget stort bassin med de rigtig store fisk, bl.a. gled en kæmperokke som et stort gråt gulvtæppe rundt langs bunden. Zoo har også et par fine pandabjørne, som de fik fra Kina for nogle år siden.

Først på eftermiddagen tog vi til Little India for at købe noget Chai krydderi, så vi selv kan lave Chai the derhjemme. At gå rundt i gaderne her, er som at gå på en gade i Madras, lugtene, lydene, sproget og varerne er nøjagtigt, som vi kender det. 
Fra Little India er der kun nogle få stationer til Chinatown, så vi var hurtigt tilbage ved vort hotel, hvor vi i baren fik en forfriskning. Da vi checkede ind på hotellet, fik vi to drinksbilletter til begge de to dage, som vi skulle bo der.
Efter et lille hvil gik vi om til Clarks Quay, for at finde et sted at spise. Sidste år havde vi fået noget godt indisk mad her, men den restaurant var lavet om til restaurant Octapas, så det var nu spansk, der var på menuen. De havde en fin paella og et godt glas rødvin, så det blev aftenens middag. Det myldrede med folk på Clarks Quay, der er et gammelt pakhusområde, som er bygget om til et aftenforlystelsested med en masse restauranter, cafeer og barer. Pludselig kom en båd sejlende ud fra en bro, alle ombord sang den danske fødselsdagssang og råbte hurra. De er overalt, de danskere.
Da vi havde spist, gik vi om i barområdet for at få en Singapore Sling. Da vi havde siddet lidt, kom der en meget moderne ung pige, med meget lange ben og meget kort kjole og satte sig ved bordet ved siden af. Hun sendte lange blikke under de lange øjenvipper til de alle forbipasserende, og især mændene kiggede da også meget igen. Niels sendte også mange blikke i retning af hende, indtil Grethe fortalte, at det helt sikkert var en mand.

Sidst på aftenen gik vi hjemover, og da vi kom til vores hotelbar, var der underholdning med et orkester med akustiske guitarer. Vi havde stadig ledige drinksbilletter, så dem blev vi jo nødt til at omsætte til nogle drinks, medens vi lyttede til orkesterets rigtig gode spil og sang. Nogle kinesere dansede lidt, og det mente Niels også, at vi skulle, så til stor jubel for kineserne viste vi, hvorledes man dansede til de gamle 70-melodier, som orkesteret spillede. Ved midnatstid takkede orkesteret af, og vi fandt vores seng oppe på anden sal. Niels undrede sig fortsat over, hvem der ejede den røde Ferrari, der blev ved med at holde tæt ved vort hotel. Var det ejeren af hotellet eller naboen "Backpacker Inn" hvor man kunne få en middagsret med drinks for 5 Singapore $ (ca. 20 kr)??

Chinatown

Mandag d. 9.3.2015
Vi var oppe før det blev lyst, da vi skulle nå et fly til Singapore. Hotelværten Peter sad allerede og nød den kølige morgen i sin stol oppe i receptionen med en kop kaffe og hans tre rottweilere rundt om sig. Vi sagde farvel, og så gik det sydover mod lufthavnen, medens månen spejlede sig i de overrislede rismarker, der er parat til udplantning af nye ris. Men snart blev himlen i øst rød, og kort efter var det lyst, solen tøver ikke så længe med at stå op på disse kanter. I de småbyer, som vi passerede, var der allerede fuld aktivitet, mange kvinder var allerede ude for at købe grønsager på små markeder.
Vi fik hurtigt checket ind hos AirAsia. Der var ingen kø nogen steder, og alt gik nemt.

Når man skal ud og flyve, gælder det jo om at have vædskebalancen i orden. Derfor var der over pissoiret opsat denne vejledning. Man skal blot huske at læse den inden man tisser, ellers er det jo for sent.

Da vi lettede, fløj kaptajnen os lige forbi Sanur Beach og Mushroom Beach på øen Lemborgan, hvor vi har boet, inden han drejede flyet og satte kursen vestover mod Singapore, hvor vi landede efter ca. 2 1/2 times flyvning.

Det er Bali med vulkanen Agung over vingen og øen Lembongan under, hvor vi kunne genkende de strande vi havde besøgt.

 Vi fik hurtigt fat i bagagen og fandt en taxa, der kørte os ind til The Southbridge hotel i Chinatown. Det var som at komme til en anden verden, da vi kørte fra lufthavnen. Ingen scooter og knallerter fylder i den inderste vejbane, trafikken overholder reglerne, som vi er vandt til i Europa, ingen affald i vejkanten, ingen strejfende hunde eller høns, smukke velholdte blomster og bede langs vejen fra lufthavnen, kort sagt er alt forudsigeligt. Stueetagen af vores hotel er en stor bar, hvor der især er fokus på whisky, der står utallige whiskeymærker på række overalt.
Vi fik checket ind på hvad der måske er verdens mindste hotelværelse, ca. 12 m2. Der er ingen vindue, badeværelset er på størrelse med brusekabinen i vort forrige værelse på Bali, klædeskabet er ca. 15 cm dyb, safetyboxen er gemt i den nederste skuffe i natbordet, men alt er rent og med veludstyret badeværelse, og vi skal kun bo her to nætter, hvor vi nok kun kommer til at være på værelset, når vi skal sove.
Sidst på dagen gik vi forbi det indiske tempel, Sri Mariamman, og videre gennem området med de mange kinesiske småhandlere. Først på aftenen gik vi rundt om hjørnet ved vort hotel, og ned ad Mosque Street til restaurant Chuan Garden SteamBoat der har HotPot. Blandt restaurantens ca. 100 gæster, var Niels den eneste med blå øjne. Serveringspersonalet mestrede ikke engelsk, så en ung pige ved nabobordet, måtte lige tilkaldes for at give noget forklaring omkring menukortet. Lydniveauet i restauranten var på samme højder, som vi mange gange har oplevet på en restaurant i Kina. Vi fik bestilt en masse grønsager, kød og fisk, og så fik vi en gryde ind i varmehullet i bordet. Deri var der kyllingebouillon med bl.a. gojiebær, og så fyldte vi i af de ting, som vi havde bestilt.

Da vi gik hjemover, var der masser af mennesker i de barer, der lå op ad gaden. Bilerne der var parkeret udenfor var store Mercedes og BMW, og udenfor vort hotels bar holdt der en rød Ferrari.

Gaderne var stadig pyntet efter det kinesiske nytår. 

Sidste dag på Bali.

Søndag d. 8.3.2015
Dagen skulle mest være afslapning, så efter morgenmaden fik vi læst Søndagspolitikken før de fleste andre i Danmark fik åbnet den. Midt på formiddagen var vi nede og se hotelværten Peters imponerende museum med balinesiske malerier, kinesiske møbler og porcelæn, gamle ikanvævede tæpper, en gammel balinesisk hytte, træudskårne døre fra et balinesisk slot, forskellige ting fra flere lande her i Østen og ikke mindst interiøret fra moderens lejlighed i København, som Peter havde flyttet herud, da moderen døde for nogle år siden. 

Det var hotellets førstemand Tnungh, der viste os rundt. Sidste år havde vi Peter selv til at vise os det hele, og især fortælle hans historier om det hele. Det hævede museet langt over almindelige museers niveau.
Inden vi midt på eftermiddagen kørte ind ind til Ubud, havde vi pakket og vejet vore kufferter, så vi vidste, hvorledes vi kunne bruge de sidste indonesiske penge inde i Ubuds overflod af butikker. Der var voldsomt mange turister inde i byen, især store flokke af kinesere oppe omkring paladset. Mon ikke disse store flokke af kinesere er det, vi vil komme til at opleve i de kommende år på de store turiststeder.
Da der var god internetforbindelse på restauranten, hvor vi spiste middag, skypede vi lidt med alle i Fredericia. Restauranten har et grønt område nede bagved med palmer, bananpalmer og andre eksotiske træer. Niels gik der ned, medens han snakkede med Ludvig, og Ludvig fortalte efterfølgende, at han havde været i junglen sammen med Farfar.
Det er store pengesedler, som vi håndterer herude. Når vi besøger en ATM, tager vi gerne et par millioner ud af den. Småpenge har de selvsagt svært ved at håndtere. I et minimarked fik vi engang tilbage i bolsjer i stedet for mønter. Der stod simpelthen en pose bolscher, som ekspeditricen rutineret dykkede ned i, når der skulle gives tilbage.
En måned er gået, vores visum er ved at løbe ud, så nu er det ved at være slut med de mange spændende og dejlige dage her på Bali. Som sidste år har vi mødt en masse venlige og hjælpsomme mennesker, der altid har et smil og en hilsen parat til os. Samtidig har vi også set mange smukke steder og spændende forhold, hvor balineserne trods det store antal turister, der kommer hertil hele året rundt, alligevel holder fast i deres traditioner og levevis.

Grethe sammen med køkkenchefen, som vi kendte fra sidste år, altid smilende og perfektionist til fingerspidserne. Helt bestemt den kønneste pige på Bali mener Niels. 

Templer i vand.

Lørdag d. 7.3.2015
Det var skyet fra morgenstunden, og det fortsatte hele dagen afvekslende med nogle lette regnbyger og lidt opklaring. Vi skulle på heldagstur med en af de ansatte her fra Tanah Merah, og efter de sædvanlige formaninger fra hotelværten Peter drog vi af.

Vi kom om ved en dame på vej til templet, hun havde virkelig toppet op med offergaver. Flot så det ud.

Første stop var ham, der havde udskåret Peters to store mammuttænder, som han har stående nede i museet i kælderen under parkeringspladsen. Han havde en udskåren mammuttand stående, som kunne købes, sammen med mange andre fine udskårne ting, både af mammuttand, mammutknogler og fine træsorter. Alle de udskårne ting var meget detaljerige, men man kan selvfølgelig diskutere det rigtige i, at skære i de gamle forhistoriske tænder og knogler.

Så gik turen videre sydover til det gamle tempel Tanah Lot, der ligger på en lille ø et stykke ude i vandet ved Balis sydkyst. Som ved andre store turiststeder her på Bali, starter man med at gå ned igennem en række af souvenirbutikker, inden den egentlige seværdighed dukker op. De unge kinesers store hit er at tage en selfie med kameraet siddende på en teleskopstang, det hedder vistnok en "selfiestick". Seværdigheder skal så helst anes i baggrunden. Templet er ret groet til af nogle store træer, men det ser meget charmerende ud, som det ligger der ude i vandet med de store bølger, der vælter ind omkring templet.

Jeg ved godt, at det er svært at se templet igennem paraplyen, men det regnede jo.

Da vi kom tilbage til bilen, foreslog vor chauffør, at vi skulle køre op til søen Bratan, der ligger i ca. 1200 meters højde. Vi startede med at spise frokost på en restaurant, hvor vi fra øverste etage havde en fantastisk udsigt til hovedstaden Denpasar, Balis sydspids, øen Lemborgan, hvor vi lige har været en uge, og de store vulkaner inde i landet.

                                             Batman!

En mand udlånte hans store flyvende hund til fotografering.

Der ligger et meget smukt lille tempel et stykke ude i søen. Templet er omgivet af en stor og meget fin og velholdt park, med masser af forskellige blomster, og det mærkes tydeligt, at temperaturen er lavere heroppe i højden. Der var ret fredeligt i parken trods det, at der var en del turister. Vores chauffør gik en tur rundt med os, og på et tidspunkt kom han og spurgte, om vi ville fotograferes sammen med to damer, der gerne ville have et billede sammen med os. Det var en mor og datter der kom fra det vestlige Java, og de var meget taknemmelige for, at de måtte fotografere os.

Så gik turen hjemover i en voldsom lørdag eftermiddagstrafik, men vores chauffør var behændig til at sno sig rundt på mere og mindre lovlige måder. Da vi kom hjem, var solen kommet frem og vi fik en kop the på vor terrasse, inden solen gik ned, og myggene overtog herredømmet.
Solen går ned bag rismarkerne og kokospalmerne på den anden side af flodkløften, medens dis stiger op nede fra dybet. Flagermusene er gået på jagt mellem frangipanitræer rundt om vor lille hus, og en dejlig blomsterduft breder sig.
Sidst på dagen var Niels oppe på kontoret for at checke os ind på AirAlsias fly til Singapore på mandag, hvor vi skal forlade Bali, da vores visum udløber. Medens Niels sad der på kontoret, kom hotelværten Peters tre store rottweilere en efter en og snusede til ham, slikkede ham på hånden og lagde sig derefter ned ved skrivebordet. Til sidst var det meste af kontorgulvet dækket af rottweilere.

Museum og ilddans.

Fredag d. 6.3.2015
Vi spiste morgenmad nede i den lille morgenmadsrestautant, hvor flodens vandfald bruser op fra den dybe kløft. Det var endnu ret kølig og frisk luft, så vi besluttede at tage de mange og meget høje trin ned til vandfaldet. På grund af den seneste tids regn, var trinene fugtige og derfor ret glatte, så vi måtte gå meget forsigtige, men det er en flot tur ned, og en meget hård tur op ad de mange og høje trappetrin.

Nu, hvor vi er kommet tilbage til Balis kulturby, Ubud, var vi enige om, at vi måtte ind og se på nogle specielle ting. Efter noget frokost kørte vi først til den lille by Mas lidt udenfor Ubud. Her ligger store og små træskærersteder ved siden af hinanden, sammen med mange andre kunstbutikker og -værksteder. Vi var inde på et meget stort træskærerværksted, hvor de lavede mange flotte skulpturen, bl.a. mange skulpturer, hvor en grens facon havde bestemt den kunstneriske form på den færdige skulptur. Der blev lavet alt fra store træudskårne spisestuesæt til små ænder, der kun var på ti cm. Ofte var træets forskellige farver udnyttet meget kunstnerisk.
Herfra gik det videre til det store Agung Rai Museum of Art eller ARMA, som det kaldes. Det er både et kunstmuseum, et sted, hvor der afholdes kurser i forskellige kunstarter og et sted hvor der om aftenen er forskellig optræden med traditionel balinesisk dans. Der var to meget fine museer med henholdsvis ældre og moderne kunst. 

Dette maleri havde en utrolig dybdevirkning. Hvert enkelt af de tusindvis risstrå var maling trykket direkte ud af tuben, og dannede et tykt lag.

Efter en forfriskning på museets fine lille cafe, gik vi op mod centrum for at få fat i nogle billetter til balinesisk dans i et tempel, som hotelejeren Peter havde anbefalet, som det bedste. Oppe omkring Paladset går der forskellige billetsælgere rundt, og hos en sød dame fik vi to billetter til aftenens forestillingen med Kecakdans og Firedans i et tempel
Vi fik nogle fine pladser lige midt for scenen, der er en stor åben plads under et kæmpestort stråtag, hvor en flagermus fløj rundt efter myg. Scenens bagvæg er forsiden af et tempel med udskæringer og gulddøre. Kort før forestillingen begyndte, kom en mand med en fakkel og tændte mange små olielamper på en mandshøj stander, de skulle oplyse scenen. 
Stykket startede med at en abehær, bestående af 37 mænd kom ind og satte sig i rundkreds omkring olielampen. Resten af forestillingen var de i gang hele tiden med specielle abebevægelser og abelyde og sang. Så gik forestillingen igang med de fantastisk udsmykkede dansere. De gamle, kendte guder fra Indien, Rama, Laksmi og Hanoman var hovedpersoner i et stykke med megen drama og voldsomme kampe, men alt endte lykkeligt. Det var en meget fin og underholdende forestilling.

Da stykket var færdigt, blev den store olielampestander fjernet og en stor kurvfuld kokosnøddeskaller hældt ud på gulvet, og pjasket godt til med noget benzin. En fakkel sørgede snart for, at vi havde et bål med høje flammer midt på scenen. Der var ingen brandmyndigheder, der holdt øje med flammernes slikken op mod det store stråtag. Abekoret tog fat igen med deres messende lyde, og en mand på bare fødder og på en slags kæphest kom ind. Han begyndte at danse rundt om bålet, og pludselig dansede han ind i bålet og sparkede til alle de brændende kokosskaller, der fløj ud over det hvide flisegulv mod publikum, der sad rundt om. Et par mænd skrabede de brændende kokosstykker sammen igen, og det hele gentog sig flere gange. Den dansende mand var tydeligt bragt i trance af det messende abekor. Til sidst stoppede de fejende mænd ham, og forestillingen var slut. Mandens fødder var kulsorte til midt op på skinnebenet, men det så ikke ud til at han havde brændt sig.     

Tanah Merah

Torsdag d. 5.3.2015
Vi var tidligt oppe i den kølige morgen (ca. 26 grader) da vi skulle nå båden til Bali. Straks efter morgenmaden blev vore kufferter lukket, og en ladbil kom og hentede os. Så skrumlede vi afsted på de hullede vejen. Først skulle vi hente et par nede ved den gule bro, og så gik det ad junglevejen på tværs af øen, så vi fik næsten set hele øen en sidste gang, inden vi blev sat af ved bådkontoret og fik checket vore billetter. 
Vi ventede lidt, inden vi og vore kufferter igen blev sat bag i ladbilen, og kørt lidt længere op ad kysten. Her lå den hurtigbåd, som vi skulle med, og vore kufferter blev båret ombord på hovedet af nogle mænd. Denne gang skulle vi gå ombord i stævnen af båden, så vi klatrede op ad en stige, og gik på den smalle ræling langs styrhuset, medens vi klamrede os til et gelænder. Så gik det med den fart, som 1250 hestekræfter på agterenden kan lave. Der var store bølger, så vi kunne til den ene side se Balis fjerne kyst med den store vulkan, og til den anden side en stor bølge, der rejste sig, men båden skar igennem det hele med stor fart.

Skyerne samler sig om vulkanen Agung.

Farvel til Lembongan med Mushroombay øverst th.

Da vi kom til stranden ved Sanur, lagde båden til ud for en stejl stendæmning, hvor vi igen måtte ud og balancere på den smalle ræling, ned at stigen, og derefter op over nogle store knudrede sten. Det var noget af en udfordring. Heldigvis bar nogle mænd vore kufferter op over stenene.
Vi fandt en chauffør, der ville køre os til Ubud, og det gik nordover i en trafik, som vi ude på øen helt havde glemt, kunne være så voldsom. Chaufføren kendte ikke vort hotel, og da han fandt ud af, at vi skulle ca. 5 km nord for Ubud, brokkede han sig voldsomt de sidste km. Da chaufføren så parkerede ved receptionen, kom hotelejerens to store rottweilere om til bilen. Han så meget forskrækket ud, og sad i bilen længe, før han turde stige ud. 
Vi blev af ejeren Peter budt velkommen hjem, og fik at vide, at vi bare kunne gå ned til vort hus, "I ved jo, hvor det er" som Peter sagde. Alt stod, som da vi forlod det for et år siden, og vi fik hurtigt vore ting på plads, inden vi gik op og fik noget frokost.

Det første kød, udover fisk og kylling, i fire uger. 

Eftermiddagen blev brugt i kurvesofaens bløde puder på den dejlige terrasse med de fine kinesiske figurer og vaser på rækværket, og frangipanitræer i bonsaiudgaver langs yderkanten af terrassen.

Efterhånden tog regnen til, og da det var blevet mørkt, tog vi et par paraplyer og gik op i restauranten og fik en portion indonesisk suppe.
Det er fuldmåne i aften, selv om månen gemmer sig bag regnskyerne. Men hver måned bliver fuldmånen fejret med en ceremoni i templet. Vi kan hører musikken fra templet i en landsby på den anden side af den kløft, hvor floden bruser afsted lige nedenfor vores hus.

Stranddag.

Onsdag d. 4.3.2015
Sidste dag på øen Lembongan skulle være en stranddag, så efter morgenmaden startede vi "Det pink lyn". Vi krydsede igen over den gule bro, der er fætter til broen over River Kwai, og igen holdt de løse brædder til os. På øen Ceningan gik det afsted ad de hullede veje til The Secret Beach. På vejen var vi lige et smut nede ved en anden strand for at se på lokaliteterne. Det var her surfere holdt til, og det var da også nogle mægtige bølger, der væltede ind i den lille bugt.
Ude på The Secret Beach nød vi solen og lyden af de store bølger, der slog ind på den lille strand, og midt på eftermiddagen gik det hjemover igen, da "Det pink lyn" skulle afleveres til scootermanden kl. 15:00.

Om aftenen var vi på restaurant Hai og spise, de har god mad, og der er en flot udsigt ud over vandet til Bali, med Venus (tror vi nok) stor og lysende på himlen. I morgen er det fuldmåne, og det fejres med en festival i de små templer. 
Restauranten tilbød at køre os hjem i deres åbne ladbil. Det er meget almindeligt, at restauranter henter og bringer gæsterne. Det er også lidt svært at finde hjem, da gadelys er et ukendt begreb her på øen, vi går efter småbutikkernes lys og med en lygte i hånden, men hvis butikkerne lukker lidt tidligt, når handelen er gået i stå, så slukker de lyset, og det bliver for alvor mørkt.
Dagen sluttede med at vore kufferter blev pakket, da vi i morgen skal med en båd tilbage til Bali, hvor vi vil tilbringe de sidste dage hos den danske tandlæge på Tanah Merah ved Ubud. 

Koralfisk og strand.

Tirsdag d. 3.3.2015
En solskinsdag venter, og efter morgenmaden, pakkede vi rygsækken og startede med at køre ned til broen over til øen Ceningan, så Niels kunne få et billede ude på broen. 
Turen fortsatte rundt langs landsiden af mangroveskoven. Det var en stille og rolig vej, hvor der lå enkelte huse undervejs, og nogle steder var der åbent ned til vandet, hvor der lå nogle både. Ellers var der tæt mangrovebevoksning. Et sted var der nogle boder ved vejsiden, hvor nogle ældre kvinder solgte lidt smykker og muslingeskaller. De var meget ivrige for at sælge noget, så vi sørgede for, at der blev lidt handel for dem.

Hullerne i vejen er til at få øje på, nogle gange er asfalten helt væk, og kun det grove underlag med store sten er tilbage
Da vi kom ud til kysten, sad der pludselig en mand med en fløjte og nogle billetter, og her måtte vi så betale en afgift, som bi ikke ved hvad handlede om. 
Ude hvor vejen endte, og hvor vi også var for et par dage siden, fik vi to solvogne ved den lille cafe Grand Mangrove. Niels sejlede med ejeren ud til koralrevet, for at fode hans venner, tropefiskene med lidt kiks, og samtidig tage nogle flere undervandsbilleder, men nu er det slut med det, memory kortene er fyldt op. 

Denne fisk havde nogle ualmindelige fine hvide tænder. De små fisk var meget nærgående, og nappede efter min fingerring, en af dem kom til at bide mig i fingeren, men heldigvis var det ikke denne "tandfisk".

Der er meget stille og fredeligt herude ved den lille cafe, hvor vi kan se Balis takkede horisont i det fjerne. De små brune duer med et sort og hvidprikket bånd om halsen er overalt. Når der bliver ofret i de allestedsværende små altre, er disse duer der kort efter, for at se om der skulle ligge en lækker kiks ved alteret.

Midt på eftermiddagen vendte vi "Det lyserøde lyn" hjemover. Ved et tempel var der igen hanekamp som forleden dag, så der er nogle haner, der må lade livet her på øen.

Underground House, tang og Secret Bay.

Mandag d. 2.3.2015
Vi planlagde tilbringe dagen på Sandy Beach idag, men det gik ikke helt sådan. Efter morgenmaden pakkede vi rygsækken og startede scooteren "Det pink lyn". Først kørte vi til Underground House. Det var et hus som en mand, der var forfulgt på grund af spillegæld, havde udgravet og indrettet i nogle huler nede i klipperne, det var på ca. 500 m2. Huset blev startet i 1961 og var færdig i 1976. I et hustempel stod der en statue af ham, og barnebarnet var kustode nu, og han viste ned ad de stejle og høje trappetrin til hulerne. De var ofte kun en meter høje, så man måtte ned i knæ for at bevæge sig rundt. Da vi var ved at køre, kom et australsk par, de var ret kraftige, men Niels syntes ikke, at vi skulle sige til dem, at de sikkert ville komme til at sidde fast dernede.

Herfra var der ikke langt til området, hvor de dyrker tang. Firkantede marker af tang sås ude i vandet og mange fladbundede både lå langs bredderne. De blev brugt til at lægge det høstede tang op i, høstarbejderne gik ved siden af båden og høstede det.

Nu var vi også tæt ved broen over til den lille ø Ceningan, så den skulle vi også lige krydse over. Det var en gammel jernbro, med smalle træsveller lagt på tværs. Tankerne gik til den legendariske bro over River Kwai. Broen gav mange lyde, da vi kørte over, så vi tænkte: "Gad vide om den holder". Den var så smal, at en bil ikke kan køre over. Når man startede, så man om der var modkørende, for så måtte man vente, til de var kommet over.

I en lille fiskerflække gjorde vi holdt og så, at de høstede tang, og som sædvanlig hilste og snakkede folk med os. Da vi lidt senere holdt ved en T-vej, og var lidt usikre på, hvor vi skulle videre til, kom en ung fyr og sagde, at han ville vise os en fin strand. Vi fulgte efter ham op og ned ad hullede veje, nogle steder kun to cementspor med græs imellem. Til sidst gik det stejlt ned til hotel Secret Bay, hvor en meget venlig dame bød os velkommen. Vi blev vist ned til deres strand, pool, solvogne, parasoller og restaurant, og ja her tilbragte vi så resten af dagen.

På vej hjem kørte vi ned til Club Sandy Beach, og aftalte at de skulle komme og hente os til aften, så vi kunne spise der, medens vi så på solnedgangen. Vi blev hentet til aftalt tid, og  fik et bord nede ved poolen ud til stranden. Herfra så vi solen gå flot ned bag nogle lave skyer, medens de store bølger slog ind på stranden, og vi nød vor middag.

Mangrove, strand og hanekamp.

Søndag d. 1.3.2015
Vejret i løbet af en dag har været nogenlunde ens. Det starter med sol om morgenen, og midt på eftermiddagen trækker nogle skyer sammen og giver lidt vind og en kort regnbyge, og når mørket har sænket sig, er det stjerneklart.
Dagen startede med at rygsækken blev pakket, og så gik det op mod mangroveskoven indtil vejen endte. På vejen kom vi forbi nogle steder, hvor de dyrker og tørrer grøn tang, der eksporteres her fra øen i meget store mængder, bl.a. til at lave stivelse af. 
Vi gik gennem noget skov indtil stien endte ved en vakkelvorn bro, som vi gik ad det sidste stykke, inden vi gik ombord i en lille lavbundet båd. Herfra blev vi staget stille afsted gennem nogle smalle vandløb, hvor mangrovetræeernes rødder filtrede sig tæt sammen langs bredderne. En skinnende blå Kingfisher fløj pludselig afsted i solskinnet foran båden på jagt efter en lille fisk, og store hejrer fløj rundt over os. Det var en fin sejltur i morgensolen igennem et stykke meget speciel natur.

Resten af dagen tilbragte vi ved stranden med udsigt over til Bali. Her voksede der også nogle mangrovetræer ude i vandet. Her nød vi livet og fulgte bl.a. endnu en lille blå Kingfisher, der fløj rundt og fangede småfisk lige neden for vore stole.

Da vi kørte hjemover ad de hullede vejen, var der ved et tempel samlet ret mange mænd og mange scootere. Det viste sig, at der var hanekamp. Mændene sad tæt rundt om en lille indhegnet plads med hanerne i bure langs med den lave indhegning. Inde i indhegningen sad nogle mænd med hver deres hane, som de prøvede at hidse op mod en anden hane. Der var ingen kvinder til stede. Mange pengesedler vandrede rundt mellem mændenes hænder, og blev ofte talt. Hanekamp er forbudt i Indonesien, men det finder sted mange steder.

To haner, en brunhalset og en hvidhalset, fik spændt en ca 5 cm. lang spore på det ene ben, så blev de hidset endnu mere op, og slaget gik igang. Den brunhalsede fik snart overtaget, selv om den også måtte ned at ligge med den hvidhalset øverst. Men det holdt ikke, blodet flød, den brunhalset fik jaget den hvidhalset over i et hjørne, hvor den så sit snit til at stikke ud af indhegningen med den brunhalset i hælene, og folk udenfor flygtede i alle retninger. Men det var ikke et klogt træk af den hvidhalset, de blev begge indfanget, et stort flettet bur blev sat på midten af pladsen, og begge haner kom herind. Det tog ikke lang tid, før den brunhalset havde lagt den hvidhalset ned og sejren var hjemme, og den kunne løftes højt op af sin ejermand. Pengegevinster blev delt rundt til de heldige mænd, og den hvidhalset blev pelset. Den næste kamp kunne gå igang.

Ud over hanekampen blev der også spillet ved siden af kamppladsen, hvor der sad en stor gruppe mænd med et spil med nogle store felter. Vi har før set det, men vil undlade at fortælle om reglerne, for de er vist ret svære. Ved templet lå der friske offergaver, en bod med tøjdyr, tasker og andet var også opstillet, så der var rigtig søndagsstemning ved templet.
På øen her er de fleste ligesom på Bali hinduer. Når vi snakker med nogen om, at der er mange muslimer i Indonesien, er det tydeligt, at de ikke er særlig begejstrede for muslimerne. Hotelejeren, hvor vi bor lige nu, sagde at det ikke var godt, bl.a. når man blev vækket meget tidligt om morgenen af deres kalden fra moskeen.