Vandpalads og vævelandsby.

Torsdag d. 26.2.2015.

Der var sol fra morgenen, og vi havde aftalt med to australier, John og Rosie i huset ved siden af, at vi ville tage på tur sammen, men desværre havde Rosie fået dårlig mave, så vi tog afsted alene. Vi havde fået sønnen fra  Samban restaurant til at køre i familiens nye bil. I det flotte morgenlys gik det igennem småbyerne og rismarker til Tirtagangga, eller Vandpaladset, som er en stor park, der er anlagt med statuer, blomster, træer, damme og springvand, af en lokal fyrste i 1948. Det ligger lidt køligt lidt oppe i bjergene. 

Herfra fortsatte vi gennem Amlapura og Cardidasa til den lille kollektive landsby Tenganan, der er et urbalinesisk samfund, hvor indbyggerne holder fast i de gamle traditioner. Stedet er især kendt for sarongs, der er vævet med den dobbelte ikatvævning, det vil sige, at både trend og islæt er farvet således, at mønsteret dannes efterhånden som det vævede vokser. 

En guide tog os med gennem landsbyen, og fortalte om, hvorledes de 104 familier i landsbyen levede og arbejdede med de kollektive opgaver. Kvinderne havde f.eks. pligt til at møde op og flette offerkurve, de blev krydset af i den store bog, og var de ikke mødt, måtte de betale en bøde. Mændene skulle f.eks. samle store sten, der skulle bruges til fundament til de kommende fællesbygninger. Vi så, at landsbyens kvinder var samlet i en lukket gård, for at lave aftaler om nogle kommende opgaver. Medens de ventede på deres instruktioner, flettede de lidt offerkurve, og fik klaret dagens sladder på lokalt plan. De ville også gerne snakke med os. Vi bliver hele tiden forundret over, så venlige balineserne er, samt at de så gerne vil snakke med os. 

I en butik fik vi alt forklaret om ikatvævningen og om hvorledes de laver deres lontarbøger, der er skrifter med uddrag fra hindusagaen Ramayana. Bøgerne er skrevet på tørrede palmeblade, som der ridses i med en skarp kniv, og efterfølgende farves det skrevne sort med brændt macadamianødder. Vores guide fortalte bl.a. også at i august mødes landsbyens mænd til en venskabelig kamp med kaktusgrene, han viste nogle ar, som han havde fået ved tidligere kampe. Det lød som en barsk affære. 

Da vi havde hørt og set de mange spændende ting i denne særprægede landsby fortsatte vi ud mod kysten til Puri Agung Karangasem, der er et andet stort vandpalads, bygget af en lokal fyrste omkring 1901. Det var en flot og meget velholdt park med store damme med lotusblomster og stier mellem nogle store statuer. Inde i parken var der fotooptagelser af hele tre brudepar, hvoraf de to var muslimske, d.v.s. at brudekjolen havde lange ærmer og et hvidt perlepyntet tørklæde sad stramt om hovedet og halsen.

Stranddag

Onsdag d. 25.2.2015
Vejret tegnede fint fra morgenen, og vi pakkede til en stranddag, da vi havde fået morgenmad. Lidt fra vores hotel er der er et bredere stykke strand og nogle klipper med noget koralrev, hvor Niels dykkede lidt for at fotografere korallerne. Men vandet er stadig uklart efter stormen, så det kunne ikke måle sig med øen Pulau Menjangan ude vestpå, hvor han havde dykket for nogle dage siden. Flere store skibe passerede forbi ude på horisonten, og langt ude var der mange fiskerbåde med sejl på.

Børnene er utrolig gode til at lege med de muligheder, som f.eks. stranden giver. Et sted på hjemvejen havde nogle børn lavet en stander, hvor de kunne springe højdespring. Når de sprang over den, landede de nede i vandet fra den flod, der lige løb ud der. Måske ikke det reneste vand at lege i, men de havde det sjovt.

Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ad gyden i landsbyen bag hotellet. Flere steder ved husene lå der store ofringer uden for porten til gårdspladsen. Der var de små fine flettede kurve, kokosnødder, blomster, røgelsespinde og ris havde der nok også været, men dem havde hønsene spist. Flere steder lå der også en sort høne. I vores lokale lille butik, hvor vi skulle sidde lidt og snakke, fik vi fortalt, at når de ofrede høns, skulle det være forskellige farver som f.eks. brun eller hvid, på bestemte tider af året. Lige nu var det sort, der var aktuel. I aftes havde vi hørt en del trommen oppe fra landsbyen, ofringerne var for at sikre at hønsene klarede sig godt til de var klar til at blive spist eller solgt. 

Bjergtur i regnvejr.

Mandag d. 23.2.14 og Tirsdag d. 24.2.2015
Mandag var vi startet på en tur op ad bjerget, men efter kort tid begyndte det at regne og vi vendte om, og heldigvis for det, da det blev til heldagsregn med rigtige tropeskyller, der kom og gik. Derfor var dagen forbeholdt læsning og hygge. Da det klarede op sidst på dagen, gik vi ned på stranden forbi de to småfloder, der løber ud på hver side af hotellet. Det væltede ud med vand oppe fra bjergene, og de brunlige vandstrømme blev taget med strømmen sydover som en bred brunlig stribe ude i havet.
Tirsdag var der sol og lette skyer fra morgenen, så efter morgenmaden pakkede vi igen  rygsækken, og gik igen ad den lille gyde mellem husene op mod bjerget og junglen. Et sted på vejen sad en dame og vendte rundt på en stor bunke frangipaneblomster, der lå til tørre i solen. Hun fortalte, at hun solgte dem til folk, der brugte dem til ofringer på grund af den dejlige duft. Et andet sted var en ung fyr ved at mure nogle skillevægge op ved et hus. Han hilste straks på os og fortalte, at han var ved at lave køkkenmurene, og det var hans fars hus, som han hjalp med at lave. Det er utrolig, så venlige folk er, de hilser ofte, og spørger til, hvor vi kommer fra, og vil meget gerne snakke med os.

Turen gik forbi småhuse med nogle halvtage, hvor en ko, et par smågrise eller en ged stod. Rundt om husene var der også forskellige frugttræer og afgrøder. Ris er der ikke her ude ved kysten. Vi passerede flere huse, der var ved at blive bygget, så der må være nogle penge i omløb her i området.
Et stykke oppe kom der en regnbyge, og vi stod i læ under et udhæng ved et hus, sammen med to små gedekid, der puttede sig ind til husmuren, for ikke at blive våde. Deres mor stod bundet og brægede på en sten på den anden side af vejen, men hende kunne vi ikke gøre meget for, hun måtte acceptere regnen, indtil den blå himmel var der igen.

Vi endte oppe ved det lille hus, hvor vi sidste år var blevet inviteret på kaffe af ejeren. Da vi gik forbi, blev der råbt efter os, at vi skulle komme derned. Under halvtaget på en  forhøjning sad ejerens datter og spiste sammen med den gamle grandonkel med grå stær og hans kone. I huset ved siden af sad den australier, som er ved at bygge et hus deroppe, med sin IPad. Vi fandt ud af, at det er datterens mand. På forhøjningen blev der bredt en stråmåtte ud til os at sidde på, desværre var den flotte udsigt til Lombok diset idag. Da vi fra sidst år vidste, at husets glas ikke bliver vasket hver dag, takkede vi pænt nej til en kop kaffe, og sagde at vi havde mere behov for vores kolde vand, da det havde været hårdt at gå op ad bjerget.

Da vi havde snakket lidt om dagens situation, begyndte skyerne at samle sig igen, og vi blev enige om, at vi hellere måtte gå ned igen. Vi fik vore regnslag på, og nu stod regnen ned i tove. Det sidste stykke op til den lille by, var der endnu ikke kommet cement på vejen, så det var to spor mellem sten, vandpytter og græs. Da vi kom på cementvejen, var der en strøm af regnvand ned ad vejen. 
Da vi var næsten nede mødte vi flere små skolebørn, der havde fået fri fra skole. Deres skoleuniformer var fuldstændig gennemblødte, og de havde taget skoene af og kom op ad vejen på bare fødder. Da vi skulle gå det sidste stykke ad gyden mellem husene, var det som at gå i en flod. Vandet skyllede ned fra tage og ud fra husenes gårdspladser til den lille gyde, så der stod vand i ca. 10 cm højde. 
Egentlig er det ganske hyggeligt at trave afsted i troperegnens trommen på regnslaget, regnen er jo ikke kold, og den faldt lige ned uden vind, der ellers altid pisker ind i ansigtet. En fjern tordenrumlen højt oppe i skyerne fulgte os ned ad bjerget.

Sendt fra min iPad

Amed på østkysten.

Søndag d. 22.2.2015.
Solen var oppe, da vi spiste morgenmad, og hotellets gartnere var igang med oprydning efter stormen lørdag eftermiddag. Da vi havde spist, fik vi kufferterne ud i bilen og så gik det østover ad landevejen langs nordkysten. Flere steder var der væltede træer og brækkede grene. Et sted var et stort Banjantree væltet ud over vejen, men de var lige blevet færdige med at rydde vejen, da vi kom forbi. Vejret vekslede lidt mellem sol, skyer og regnvejr, men da vi drejede ned ad østkysten var det flot solskin.

Vi fandt hotel Coral View og blev installeret i et lille hus, og tilbragte eftermiddagen med afslapning ved swimmingpoolen.
Først på aftenen gik vi om til Cafe Indah, hvor vi havde spist flere gange for et år siden. Værten kunne huske vore ansigter, som han sagde, men han kunne dog ikke huske vore navne. Ved et bord nede ved strandkanten fik vi aftensmaden serveret, som vi plejede, medens værten fik en sludder med os.
I den sorte tropenat sluttede vi dagen på terrassen ved vort lille hus med lyden af bølgernes slag ind på stranden i vore ører. Billedet af en tynd måne, der lå som en smal båd på den sorte himmel ramte vore øjne. Duftesansen blev hovedsagelig pirret af duften fra myggespiralen under bordet. Så alt var ved det gamle på Balis østkyst.

Ecorock og storm.

Lørdag d. 21.2.2015.
Der var sol fra morgenen, og dagen var dømt til at dase i. Efter morgenmaden gik vi hen ad stranden til et område ved hotel Taman Sari, hvor de har lavet et kunstigt rev, eller en ecorock, som de kalder det. Niels greb fotoapparatet og svømmede ud for at se, om nogle af hans venner, koralfiskene, kunne lide at være i et kunstigt rev. 

Det var faktisk en positiv oplevelse, der var utrolig mange forskellige koraller, sandsynligvis fordi de var plantet af mennesker, på nogle stativer i forskellig facon. Man kunne stadig se stativerne flere steder, men med tiden vil korallerne gro på hinanden. Der var et stativ der havde facon som en delfin, det var lidt rigeligt kunstigt.
Midt på eftermiddagen blæste det voldsomt op med en tør vind, der kom inde fra bjergene.  Blomster, blade og palmestumper fløj rundt, og det ruskede meget i træerne og palmerne. Vi har jo kun tag over det halve af badeværelset. Niels oplevede et stort drama, da han sad derude. Et ordentlig vindstød blæste nogle palmeblade ned på gulvet, sammen med en lille rund fuglerede. En lille brun fugl fløj forfjamsket ud af et lille hul, og fem små hvide fugleæg trillede ud på gulvet, så der var ikke meget tilbage af den familieforøgelse.
Da stormen havde lagt sig ved aftenstid, gik vi ned mod vandet, for at se på stormens efterladenskaber. Flere store træer var væltet, overalt på hotelområdet lå der blade, blomster og grene, så hotellets gartnere får travlt med at feje det hele i morgen. Pavillionerne nede ved vandet var løftet op til restauranten, en enkel stod lidt havareret. Nede ved vandkanten lå der en bred bræmme af grønne blade, ellers var stranden helt ren. Flere store træer var også væltet her.

"Find Nemo"

Fredag d. 20.2.2015.
I dag skulle vi ned til Banyuwedang Bay, hvor vores chauffør havde booket en båd, en undervandsguide og et par svømmefødder. Vi skulle sejle ud til øen Pulau Menjangan, der har Balis flotteste koralrev. Her kunne Niels få hilst på hans venner, koralfiskene. 
Vi kom ombord i en blå og hvid træbåd, der var overdækket. Under det lave loft hang et net, hvor vi kunne lægge vore rygsække op, da bølgerne af og til slog ind over den lave ræling. 
Et sted i bugten, hvor vi sejlede forbi, gik der et par rådyrlignende dyr nede i strandkanten. Chaufføren fortalte senere, at de er ret gode til at svømme, de svømmer sommetider over bugten. Da vi kom ud i åbent hav i Javabugten, kom der en del vind og bølger. 
Efter en halv times sejlads var vi ved Pulau Menjangan, hvor Niels og guiden hoppede ned til alle tropefiskene og korallerne. Under overfladen var der et fantastisk sceneri. Tusindvis af farvestrålende fisk, i alle størrelser og former. Vi startede først ved en lodret skrænt på ca. 70 m, vi holdt os dog til de første ca. 5m, men ellers fornemmer man ikke den store dybde, selvom det godt kan give et sug i maven, når man svømmer ud over kanten, men man falder jo heldigvis ikke ned. Der blev taget mange billeder og videoer, så til sidst var memory kortet fyldt op og batteriet brugt op. Fiskene virkede meget tillidsfulde, og holdt sig roligt i en afstand på 0,5 til 1 m, men de var nok også vant til fredelige turister uden harpun.

En af de største enkeltoplevelser var mange hundrede fisk i makrelstørrelse, der havde samlet sig i en tæt klump og svømmede rundt og rundt, det er ofte tegn på, at de frygter angreb af en stor fisk, så jeg kiggede rundt, om der var en haj på færde. Men det var der nu ikke, kuglen opløstes og i stedet dannede de en tæt mur ca. en meter foran os, og svømmede kun langsomt frem og tilbage. Det stod på i knap 3 min. før de svømmede væk. Lidt senere stoppede min makker pludselig op, og en stor fisk vendte rundt foran ham. I første omgang så jeg det som den haj, jeg havde i tankerne, men det var en stor barracuda. De siger at hajerne er flinke her, så jeg ville godt have mødt en.

Lidt senere så vi en muræneål, som ikke så særlig flink ud, den viste tænder, så snart jeg kom for tæt på.

Turens højdepunkt var dog da vi fandt Nemo, den lille fisk fra tegnefilmen "Find Nemo". Akkurat som i filmen, stod den inde i en søanemone og gemte sig sammen med sin far og mor. Jeg var overrasket over, at den kun var ca. 3 - 4 cm lang. Jeg fik 30 sekunders video med den, som jeg vil prøve at uploade til Youtube eller Facebook.
Vi dykkede først i omkring 45 min på den ene side af øen ved den store skrænt. Efter en banan pause, lettede vi anker og sejlede om til den anden side af øen, hvor koralområdet var fladt i nogle få meters dybde, her blev det til endnu 45 min dyk.
Øen er ubeboet og er en del af nationalparken, der ligger dog et tempel der. Ved templet står der en kæmpestor Ganeshfigur og skuer ud over havet.
Efter et par timer gik det hjemover. En fin sejltur i en lille træbåd på Javahavet kan godt måle sig med en sejltur en varm sommerdag på Alssund i vor egen lille båd.
Chaufføren ville gerne vise os den berømte fugl Bali Starling. Det er en hvid stæreart med en blå streg ved øjet. Det er kun i dette område, at den lever vildt, og der arbejdes på at øge bestanden. Vi så den i fugleparken i Ubud. Vi kørte ned til Bali Tower for at se efter dem, de fodrer dem, og får dem ofte til, at komme, men det ville de ikke lige, da vi var der.
Dagen sluttede som sædvanlig med en kop aftenthe på terrassen. Medens vi sad der, blæste det noget op, det er utroligt som palmerne kan rasle i vinden, det lyder næsten lidt uhyggeligt i den mørke tropenat.

Jungletrekking og farverige fiskerbåde.

Torsdag d. 19.2.2015.
Vi var tidligt oppe, da vores chauffør ville komme kl. 7.30 for at tage os med ned til,Balis nationalpark, hvor vi skulle på jungletrekking. Billetten til nationalparken var inklusive en guide. Han startede med at tage os med igennem et stykke mangroveskov, som han fortalte en masse om. På sandbunden var der et mylder af forskellige krebs, og det lykkedes vor guide at blive bidt i fingeren af en, men det mistede den også kloen ved. 

Turen fortsatte ind gennem junglen ad nogle små stier. Et sted ved en flod var der en del almindelige brune aber, og overalt var der en mængde fuglesang, men i det tætte løv, var det svært at få øje på fuglene. Guiden var god til at efterligne deres fuglesang.

Et sted så vi et stort gammel træ, der var gået ud, fordi nogle snyltegrene havde omklamret det så voldsomt, at det ikke kunne overleve. Nu var snylteplanten blevet et stor og kraftig træ. Mange steder var der også nogle flotte snoede lianer. Et sted krydsede vi over floden, og kort efter var der en del uro i toppen af nogle træer. Det var en flok sorte aber med gråt ansigt og lange haler, deres unger er røde de tre første måneder. Det var en meget fin tur, med en god guide, der kunne fortælle mange ting.

Da vi kom ud af junglen ventede vores chauffør på os, og kørte os ned til Pengambengan, der er den største fiskerihavn på Bali. Når vi synes, at de lyseblå fiskekuttere i Hvide Sande er charmerende, var det syn, der mødte os i denne havn, et helt overdådigt farveorgie. Store fiskerbåde malet i alle regnbuens farver og pyntet med forskellige figurer, som f.eks. en miniudgave af kuplen på en moske. Masten lå hen over skibet og var lavet af seks lange og tykke bambusstænger, der var boltet sammen og malet meget dekorativt. Det var et meget farverigt skue ud over havnen, hvor der også ligger nogle store fiskefabrikker, der bearbejder fisken til eksport.

Herfra gik det til en restaurant ude på en pynt. På vejen krydsede et par rådyrlignende dyr over den lille vej, som vi kørte ad. Restauranten havde et tårn, Balitower, hvorfra der fra toppen var en flot udsigt ud over havet til Java, hvor der fra området sejler færger dertil. 

Nymånetempeldag

Onsdag d. 18.2.2015.
Vi vågnede til sol, og straks gik Niels op til receptionen, for at tage imod den scooter, som vi havde bestilt. Da vi havde fået vores morgenmad, pakkede vi en rygsæk og kørte afsted med nogle hjelme, som ikke passede helt perfekt, plastikgeviret på den ene faldt ned med et brag, hvis vi kørte over et bump, og det sker ret ofte på de små veje. 
Et stykke ud af landevejen drejede vi ind ad en lille fin vej, hvor der var marker med majs, bananer, vindruer, papaya og meget andet. Der var ikke meget trafik og vejret var herligt. Snart var vi det det store Melanting tempel. Vi fik vores sharong på, og en fyr gik med os rundt og fortalte om templet. Der blev fejret nymånedag i dag, eller som vores ven sagde, "nonmoon". Der var mange småboder med offerting, flot udsmykkede kurve, vanddunke til vand, der skulle velsignes, røgelsespinde og meget mere. Der ankom hele tiden biler med nogen, der skulle op i templet. Især kvinderne var flot klædt med sharong, blondebluser, skærf om livet og blomster i håret. 
Templet lå for enden af en høj trappe, og ved indgangen fik vi stænket hellig vand i hovedet. Nogen fik også klistret ris i panden, men vi så vist ikke troende nok ud til at få det. Inde i templet sørgede en præst for velsignelserne, når offergaverne blev pakket ud af de flotte flettede kurve, som kvinderne havde båret derop på hovedet. 

Efter at vi havde afleveret en passende donation til templet, fortsatte turen ind mod bjergene til Belatung templet. Det er et mindre tempel, der ligger et stykke oppe ad bjergsiden. På vej op kom vi forbi et kæmpestort gammelt træ, hvor et par store grene var brækket. De havde fået en sharong omkring, og et lille alter var rejst foran. Gad vide om nogen troede, at de kunne vokse på igen ved denne behandling. Templet lå ved et lille vandløb, og da vi kunne høre noget, der lød som et lille vandfald, prøvede vi at gå efter lyden ad en lille trampet sti. Vi kom til et andet lillebitte tempel længere inde i skoven. Her i nærheden løb en stærk strøm, der havde en lyd som et vandfald.

Turen gik tilbage gennem det balinesiske landbrugsland. Vi prøvede at finde en frokostcafe nede ved vandet. Første gang vi kørte ned ad en lille sidevej, endte vi ved nogle stor fiskefarme ude i vandet. Der lå nogle rester af østerskaller. Et andet sted var der en fiskefarm på land med nogle store cementkar, hvor vandet blev pumpet ind fra havet. 
Mørke skyer samlede sig nu om bjergtoppene, så da vi havde fået frokost, blev vi enige om at vende hjemover. 
Kort efter at vi var kommet ind på værelset, kom der en ordentlig regnskylle, så da vi tog et bad, var det en blanding af regnvand og brusevand, da vandet også stod ned i kaskader i badeværelset, hvor kun halvdelen er overdækket. Her til aften kom der lidt vind fra bjergene, de gav en sagte raslen i palmetræerne rundt om vores lille hytte. Lige ved hytten står der en stort træ, hvor de hvide frangipaniblomster sidder i overdådig mængde. I det fjerne kan vi høre noget fyrværkeri og musik, det er sikkert fra nymånefestivalen.

Balihavets koralfisk

Tirsdag d. 17.2.2015.
Der var sol fra morgenen, og morgenmaden blev nydt nede ved vandet med udsigt ud over det blå hav, fiskerbådene og stranden.
Niels havde aftalt, at han kunne sejle med en båd ud og fotografere tropefisk og koraler, så da klokken var 10.00, sejlede han ud over havet i en lyserød udriggerbåd med snorkel og Mads'  undervandskamera. Bådførerens lidt risfede søn Putu på ca. 8 år var med på turen. 

Vi var hurtig ude på revet, og fotojagten på farvestrålende fisk og koraler kunne begynde. Vandet var fint klart, og korallerne fine, men fiskene var lidt små, og ikke særlig indstillet på at posere for fotografen. Efter en times tid var kameraets og mine batterier ved at være brugt op. Putu havde også boltret sig hjemvant i havet, men uden snorkel, svømmebriller og -fødder.
Resten af formiddagen dasede vi i en af hotellets pavillioner nede på stranden, 
Efter frokost kom der en regnbyge, men da solen igen skinnede, gik vi en tur ad vejen, hvor hotellet ligger. Der er en del hoteller i denne lille bugt, og nogle småbutikker og cafeer. I haven ved cafe Bali Balance fik vi en forfriskning, inden vi fortsatte ned ad en lille vej til stranden. Vi gik videre vestover mod en pynt, hvor der dels lå en masse lavasten, dels nogle opskyllede koraler. Her vendte vi, og gik tilbage til hotellet ad stranden, hvor vi så solen forsvinde bag bjergene, medens nogle mørke skyer samlede sig ude over havet mod Java. Da vi spiste middag, var der en del lyn derude, men fiskernes både lå som aftenen før som en lysende perlerække ude på horisonten. Dagen sluttede med en kop the på terrassen i selskab med den store rødprikkede gekko fra aftenen før.

Turen over bjergene mod vest.

Mandag d. 16.2.2015.
Sol fra morgenstunden, men der var ikke tid til at dase i solen, for vi havde aftalt med Dewa, at han straks efter morgenmaden ville køre os mod vest til Pemuteran. Vi havde valgt turen op over bjergene forbi tvillingesøerne, og det blev en meget fin tur. Et sted måtte vi finde en alternativ vej, da en begravelsesgruppe fyldte vejen, og det ville vist vare meget længe, så Dewa fik vendt bilen. Snart var vi så højt oppe, at det var slut med rismarker, og i stedet for blev det marker med forskellige grønsager. 
Vi gjorde holdt ved et marked, hvor der var mange fine grønsager og krydderier. Vi fandt nogle meget friske vaniljestænger, en håndfuld på 25 stk. fik vi pruttet ned til ca. 2 kr. pr. stk. Det var vist meget godt. Dewa havde fortalt, at vi skulle prutte ned til ca 50 % af den første pris, så det råd fulgte vi. Lidt rambutan fik vi også med, det er lige sæson nu, så de sælges alle vegne.

Et sted gjorde vi holdt, hvor vi gik den lange vej ned gennem junglen til et meget flot vandfald, der faldt lodret ned gennem nogle klippevægge, der var tæt beklædt med nogle storbladede vækster, som lyste i solen. Da vi var kommet op, konstatere Niels at turen op og ned ialt svarede til en tur op til 13. etage, så ikke så mærkeligt, at vi var lidt svedige.

Turen fortsatte til et lille frokoststed med en smuk udsigt ned over nogle risterrasser og en lille landsby.
Midt på eftermiddagen var vi ved hotel Adi Assri, hvor vi blev indlogeret i et lille dobbelthus. Badeværelset er i det fri, dog med et halvtag over håndvask og toilet. Da vore kufferter var på plads på kufferthylden, gik vi en tur rundt i det store hotelområdet, det er nemt at fare vild på de mange små stier, der går mellem husene og de pænt anlagte bede.

Resten af dagen blev tilbragt i en lækker pavillion nede på stranden med udsigt ud over Balihavet og fiskerbådene på stranden. Sandet på stranden er sort fra vulkansk materiale. Her nød vi livet til solen var gået ned, hvorefter mørket hurtigt sænkede sig. 

Til aftenteen havde vi selskab af en ca. 20cm lang Gekko, som gnaskede myg i sig, flot så den ud.

I Ubud havde vi sådan en siddende i ventilationskanalen på vores værelse. Engang imellem gekkoede den, det lyder næsten som en hane der galer, så man bliver helt sikkert vækket.

Soldag

Søndag d. 15.2.2015.
Der var fint vejr med lette skyer fra morgenstunden, og i løbet af formiddagen kom den blå himmel helt frem, selv om der blev ved at stå nogle småskyer omkring de to vulkaner, som vi kan se i det fjerne.
Efter morgenmaden lagde vi os på en lille terrasse foran hotellets lille tempel. Her læste og hyggede vi os hele dagen, og fik også frokosten serveret ved poolen. Over middag kom der en stor flok unge amerikanere med en højtsnakkendende guide. Nu havde vi ellers lige vænnet os til stilheden ved at være de eneste gæster her.

Om eftermiddagen kom der en stor sværm af brune bier lidt neden for vores terrasse, en af tjenerne sagde, at de var ude at lede efter en nyt sted at bygge bo, men heldigvis søgte de igen væk fra hotellet.
På Bali har de vist ikke noget standardmål på højden af trappetrin, de varierer meget i højden. Nogle er meget høje og svære at komme op ad, og pludselig kan der være et meget lavt trin ind imellem, så det er sommetider noget af en balancegang. Det gælder alle vegne, både trapperne i de gamle templer, på hotellerne og i butikkerne.

Solen sidste stråler oplyser vulkanen Agung som er 3142m højt.

Museer og økologi.

Lørdag d. 14.2.2015.

Det var skyet, da vi vågnede og snart efter morgenmaden kom der en regnskylle. Ved middagstid kørte vi ind til Ubud, hvor vi startede på Blanco Museum, først med en tur gennem den store have, hvor der var  papegøjer, hornbill, høns og andre fugle. Museet ligger i huset, som Antonio Blanco havde levet i, til hans død i 1999. Han er en spansk kunstner, der efter uddannelse i New York, rejste jorden rundt og endte på Bali. Her giftede han sig med en smuk og berømt balinesisk danserinde, og fik fire børn med hende. Hans billeder er meget flotte og særprægede, mange af dem med et erotisk islæt. Et par af de mest vovede billeder var gemt inde i nogle skabe, så når man selv åbnede lågerne, var man også selv skyld i, om man blev forarget. Nogle af billederne havde glas foran, hvor der foran de mest vovede dele, var sprayet maling på glasset. Rammerne alene er små kunstværker. Nu drives museet af sønnen, der også maler, og har billeder udstillet i museet. Et lille familietempel ved et stor Banjantree lå der også i haven. Det var virkeligt et spændende og overraskende museum.

Overfor museet lå den lille Clear Cafe, hvor de serverer meget økologisk mad. Det viste sig, at den lå her midlertidig, da den oprindelige cafe lå inde på Hanoman Road, men den var brændt en novembermorgen i 2014 sammen med 9 beboelseshuse og et tempel. Nu samlede de penge sammen til at genopbygge den og de mange nedbrændte familiehuse. Fra cafeen var der et kig dybt ned til en flod. På den anden side af floden lå der et stort tempel op ad bjergsiden, og øverst oppe kunne vi se nogle lysegrønne rismarker.

Vi fortsatte ad nogle små gader om til cafe Black Beach, hvor vi satte os på tagterrassen og nød en forfriskning, medens vi så ud over Ubuds gamle tegltage. Mange har en krone på toppen, og flere af disse kroner er malet med guld. Brandtomten fra Clear Cafe lå faktisk lige ved siden af. 

Igen gik det ad et par smalle gyder mellem de gamle huse, og vi endte ved gaden Jembawan, der har mange helse- og massagesteder. Vi fandt restauranten Bali Buda, der hylder det vegetariske og økologiske. Man kan bl.a. få udleveret en flettet bakke med et stykke græsplæne til at sidde med fødderne på. Det er godt for ens velbefindende, at sidde med fødderne i græs. Plastiksugerør findes ikke i denne restaurant, og i børnenes legehjørne var der kun trælegetøj. 

Da vi var godt mætte af al den lækre mad, som vi fik serveret, gik det hjemover med en taxa, som vi fandt nede på hjørnet. Dagen sluttede med en kop the på terrassen medens frøene kvækkede. Nu var der kommet fire gæster mere på hotellet, hvor vi ellers havde været alene, siden vi kom. Det er slet ikke dårligt at have et helt hotels personale til rådighed, specielt ikke når de er så venlige og hjælpsomme, som balinenserne generelt er.

Balinesisk madlavningskursus.

Fredag d. 13.2.2015.
Da morgenmaden var klaret, kørte vi med Dewi hjem, for at være med til at lave vores frokost. Hans indgangsport var blevet færdig siden sidste år, og så meget fin ud. Hunden nød livet midt i porten, og mente ikke, at det virkelig var nødvendigt at flytte sig.
Dewi havde desuden bygget et nyt hus til madlavningskurserne. Inden vi gik igang, så vi hans urtehave, der var meget velholdt, og indeholdt adskillige ting, som vi kunne ønske os til fri afbenyttelse i Overhavens urtehave. Det vil ikke være dårlig med friske papaya hver dag, masser af chili, kakaofrugter, lemongrass, durumfrugt og meget mere. Grisene og koen stod længere nede i baghaven, og hanen spankulerede rundt med hønseharemmet. Dyrene fik senere serveret affaldet fra vores køkkentime. Nederst bag haven lå rismarken. Dewis kone og to damer kom for at hjælpe med undervisningen, og så var det tid til, at vi gik igang med at snitte, hakke og mase grønsager til de syv retter, der endte med at komme på bordet. Som sidste år var det meget underholdende og lærerigt, og vi fik snakket om mange emner undervejs. Bl.a. var især kvinderne meget rystede over, at lille Ebbe på kun 1 1/2 år var med ude i sneen og kælke, og at han også blev lagt ud i barnevognen for at sove, var slet ikke godt. Det er svært for mennesker, der aldrig har oplevet sne, at forestille sig, hvorledes det er.


Har man ingen foodprocessor må man bruge fingerne.


Det nye komfur med 4 blus, der steges over fuldt blus, og koges over 2 blus med indirekte varme. På det sidste blus dampes der. Varmen reguleres fint ved at trække balsapindene ind og ud, eller komme flere på.





Da vi var færdige med maden, blev vi bænket ved et bord, hvor vi nød den lækre mad, medens de to damer vaskede alle de skåle, skeer m.m. som vi havde brugt.


Der hentes brænde til komfuret.


Derefter valgte vi at gå tilbage til hotellet igennem den lille landsby, skoven og rismarkerne. Lige om hjørnet lå der en lille butik, hvor vi købte to indkøbskurve, som er flettet af noget pakkebånd fra industribrug. Disse lokale dagligdags ting koster ikke ret meget, men butiksindehaveren var meget glad for at handle med os.
Turen gik videre gennem rismarker og noget skov. Et sted havde et par mænd fældet et træ på ca. 30 meters højde. Nu var de ved at hugge roden fri med en stor økse, det var hårdt arbejde. Vi kom også forbi en lille begravelsesplads inde mellem træerne.
Da vi kom ned til landevejen, skråede vi lige over, og gik ad en lille trampet sti forbi nogle smågårde med arrige hunde, et tempel, en ensom ko under et halvtag, kokospalmer, bananpalmer og nogle marker med forskellige afgrøder. Vi endte oppe ved bagindgangen til hotel Alam Saris urtehave, hvor et par piger fra køkkenet var ved at plukke nogle grønsager til aftensmaden.

Fugle og krybdyr.

Torsdag d. 12.2.2015.
Vi vågnede til solskin og fik morgenmad ned på hotelterrassen. Straks efter kørte vi med Dewi ad nogle små veje forbi rismarker, templer, småbyer m.m. til den lille by Celuk, hvor der er mange sølvsmede. Her fandt vi en, der ville prøve at reparere kanten på Grethes gamle potteskår fra kolonitiden i Tranquebar.
Herfra kørte vi til Ubud Zoo, men entréen var voldsom høj, og vi var nærige, så vi fortsatte til Ubud Bird Park. Entréen var den samme høje pris, så vi sparkede nærigheden væk, betalte og gik ind. Det var en flot park med mange eksotiske fugle. Der var også noget optræden, hvor bl.a. fik en ung pige nogle papegøjer og en stor hornbill til at flyve hen og sætte sig på folks arme. Niels skulle selvfølgelig også prøve med en hornbill, han fik da også nogle mærker i armen af dens kløer. Da vi havde set de mange flotte fugle, gik vi ind i slange- og krybdyrspark, der lå ved siden af., entréen her var med i prisen. Her var slanger, varaner, kæmpekrokediller m.m.



Sidst på eftermiddagen kørte vi ind til Ubud. Lige før vi var derinde, begyndte det at regne, så vi skyndte os ind på markedet, hvor der var overdækket, og da det så ud til ikke blot at være en lille byge, satte os over på bar Oops, hvor der var Happy Hour. Der var ret meget underholdning i at se, hvorledes turister og de lokale klarede sig igennem regnen og vandpytterne. Der var meget gang i regnslag og paraplyer. En scooter med far, mor, barn og stor flettet offerkurv kan klare regnen med et regnslag hen over alle, selv om mor sidder sidelæns på grund af den stramme sarong. Tænk ikke på trafiksikkerhed. Tre unge amerikanske piger i meget lette sommerkjoler, kom forbi vores Barclays, de havde klaret regnen med en sort plasticpose om håret.


Vi bemærkede, at der kom en del lokale forbi i traditionel balinesisk dragt. Mændene med sharon om livet, hvid skjorte og tørklæde flettet på den specielle balinesiske måde rundt om hovedet. Kvinderne havde også sharon om livet, og dertil en blondebluse og et skærf om livet. Kvinderne havde alle en af de flotte flettede offerkurve med låg under armen eller på hovedet. De var på vej i templet, hvor lidt af maden ofres til guderne og resten velsignes og tages med hjem, og bliver spist af familien.
Niels fik også bestilt bord 17 på  ved siden af baren.
Da det var ved at være vores spisetid, tog vi bord 17 på restaurant Gedong Sisi i besiddelse. Niels havde ikke lagt mærke til, at det var i balinesisk stil, da han bestilte det. Det vil sige at der er en forhøjning med et lavbenet bord og nogle puder. Han jamrede lidt over, at det var svært at sidde i skrædderstilling, men efterhånden fandt han ud af, at det var fint nok, især da den meget lækre og spændende mad kom på bordet.

Medens vi spiste kom der en procesion forbi med trommer, flag og offerkurve. Vi mødte dem igen, da vi gik fra restauranten, nu var der blot kommet mange flere med i gruppen. Det var en af de lokale tempelfester, der blev fejret.
På hjørnet ved paladset ventede Taxamanden på os, og vi kørte hjem i den mørke tropenat til alle lydene fra frøer, cikader og gekkoer ved swimmingpoolen neden for det lille hus, hvor vi bor.